Smag alle vores småkager (cookies) på linaa.dk – og få den fulde oplevelse

Hos Linå byder vi alle vores gæster på småkager (cookies). Det gør vi for, at du kan føle dig hjemme på vores webshop ved at give dig den bedste oplevelse.

Vi bruger cookies for at få websiden til at fungere (nødvendige) og (funktionelle) for at huske dine foretrukne indstillinger, samt for at kunne vise dig YouTube videoer for bedre vejledning (ex på 3. parts cookie). Cookies giver os også mulighed for at se statistikker og analysere besøg på vores side, så vi sikrer, at siden hele tiden forbedres, (statistiske) og at vores markedsføring herunder tilpasset annoncer fra Google bliver relevant for dig (markedsføring).

Værsgo at vælge dine småkager (cookies) nedenfor – eller smag én af hver, ved at trykke på knappen "Accepter alle"

Googles privatlivspolitik

Meny Menu
DanskDansk
Med moms
Uden moms
Søg Søg
IndkøbskurvKurv
Din kurv
Varetotal
 
0,00 DKK
Total
0,00 DKK
Produkter
TjekFaglig kundeserviceTlf. 86 80 26 66
TjekE-mærket webshopfor skoler & private
TjekAfhent GRATISi Silkeborg
TjekBetal med EANunder bestilling

Lav en japansk inspireret køkkenkniv med ottekantet skæfte i ahorn | Knivbygning DIY-guide

Lav en japansk inspireret køkkenkniv med ottekantet skæfte i ahorn | Knivbygning DIY-guide

Knivmageren Keld Lisby viser dig, hvordan du selv laver en japansk inspireret køkkenkniv

I denne guide viser knivmager Keld Lisby fra Linå, hvordan du bygger en køkkenkniv med skjult tang og et ottekantet skæfte i stabiliseret ahorn og stabiliseret holkestykke. Resultatet er en færdig japansk køkkenkniv med et enkelt og karakteristisk udtryk, hvor det ottekantede skæfte er inspireret af japanske køkkenknive.

Du følger hele processen fra tilpasning af skæftet til den færdige form. Undervejs lærer du blandt andet at bore og tilpasse hullet til knivens tang, montere en nitte, lime skæftet sammen og forme de otte flader, som giver skæftet det særlige udtryk.

Et ottekantet skæfte med japansk inspireret udtryk
Det karakteristiske ved skæftet er de otte plane flader og de tydelige, skarpe overgange mellem dem. Derfor er præcision vigtig både ved opmærkning, filing og den afsluttende slibning.



Færdigheder:

  • Opmåling og tilpasning af skæfte til en knivklinge med skjult tang
  • Boring og tilpasning af hul til knivens tang
  • Montering af nitte gennem skæfte og tang
  • Limning af knivskæfte med tokomponent epoxylim
  • Opmærkning og formning af et ottekantet knivskæfte
  • Filning og slibning af skæftet med bevarelse af skarpe kanter

Værktøj du skal bruge:

  • Blyant og lineal
  • Malertape
  • Søjleboremaskine
  • 2 mm, 3 mm og 4 mm bor
  • Maskinskruestik
  • Hulsav
  • Nålefil eller nålerasp
  • Halvrund fil eller flad ansatsfil
  • Knivmagerskruestik
  • Rondel-/tallerkensliber / skivepudser
  • Sandpapir, bl.a. korn 180, 240, 400 og 600
  • Hammer til montering af nitte
  • Limklemme / tvinge i træ til knivklinger

Materialer du skal bruge:

  • Knivklinge til køkkenkniv
  • Stabiliseret Curly Maple / flammet ahorn til skæftet
  • Stabiliseret holkestykke til forpladen
  • Ø3 mm nysølv til nitte
  • Casco Strong Epoxylim
  • Sprit til fjernelse af overskydende epoxy
  • Polerpasta til at fjerne de sidste sliberidser
  • Olie til afsluttende behandling af skæftet

Sådan laver du køkkenkniven

Step 1

Mærk forpladen op til knivens tang

Start med at markere, hvor tangen skal gå gennem forpladen. (Tangen er den del af knivklingen, som går ind i skæftet).
Hvis træet er mørkt, kan du sætte malertape på overfladen, så blyantstregerne bliver lettere at se.

Mål bredden på forpladen, find midten og tegn en midterlinje.

Marker derefter bredden på tangen. I dette tilfælde er den 26 mm og det halve af dét, er 13 mm. Det er inden for disse markeringer, hullet til tangen skal laves.

Step 2

Mærk skæftetræet op

Find også midten på selve skæftetræet (Ahorn stykket). Læg tangen hen over klodsen, og marker hvor langt den går ind i skæftet.

Fortsæt markeringerne ud på endetræet, så du har en tydelig linje at bore efter.

Step 3

Bor hullet gennem forpladen

I videoen er knivklingen 2,5 mm tyk. Keld bruger derfor et 2 mm bor til forpladen (stabilliseret holkestykke), så der stadig er lidt materiale tilbage til den præcise tilpasning.

Spænd forpladen (holkestykket) fast i en maskinskruestik, og bor en række huller så tæt på hinanden som muligt langs midterlinjen.
Jo tættere hullerne ligger, desto mindre materiale skal fjernes bagefter. 

Prøv at lave hullerne præcis og så pæne som muligt, at denne del forbliver synligt på skæftet.

Brug boret lige så stille til at anvende den som fræser for lige at få lidt materiale ud.
Se video hvordan du gør!

Step 4

Bor hullet i skæftetræet

Hullet i skæftetræet (ahorn stykket) bliver skjult bag forpladen og behøver derfor ikke være lige så smalt som hullet i forpladen, derfor kan der anvendes et 4 mm bor.

Bor langs den opmærkede linje og i samme retning som tangen. Tag jævnligt boret op, så savsmuld kan fjernes fra boret.
Du kan også her anvende boret til at fræse med, men det er ikke lige så nødvendigt som i det tidligere step, da hullet er stort nok til at anvende andet værktøj til det.

Step 5

Tilpas hullerne til tangen

Sæt det enkelte stykke træ op i en struestik. Nu skal du i gang med at lave et hul som passer til din tangel.

Hulsaven er god til at fjerne træet mellem borehullerne – altså på langs af hullet.

Nålerasp er god til at gøre hullet større i bredden.

Ved forpladen (stabilliseret holkestykke) er det især vigtigt at arbejde præcist.
Jo mindre luft der er mellem hullet og tangen, desto pænere bliver den synlige overgang mellem forpladen og klingen.

Arbejd gradvist, og prøv løbende, om tangen passer.

Step 6

Bor hul til nitten

Hvis klingen har et hul i tangen, kan du montere en nitte gennem skæftet. Nitning er ikke nødvendig for selve limningen, men kan bruges som en ekstra detalje.

Saml delene midlertidigt, og marker placeringen af hullet i tangen på skæftet.

Til en 3 mm nitte bruger Keld et 3 mm bor. Spænd skæftet fast i maskinskruestikken, og bor gennem skæftet.

Step 7

Slib forpladen færdig før limning

Kontroller, at alle dele passer tæt sammen. Slib især den synlige front på forpladen (stabilliseret holkestykke) færdig nu med slibepapir. Når kniven først er limet sammen, er denne flade vanskelig at komme til.

Brug et plant underlag, så fladerne forbliver lige. Slib den synlige del gradvist op til korn 600 slibepapir.

Step 8

Lim klinge, forplade og skæfte sammen

Bland tokomponent epoxyen grundigt til en ensartet masse. Keld Lisby anvender en hurtigtørrende epoxylim, som tørrer på 15 min.

Fyld epoxy i hullet i forpladen, og monter klingen.

Kom derefter epoxy i hullet i skæftetræet (ahorn-delen) og på kontaktfladerne på både ahorn og holkestykket, inden skæftet føres ind over tangen.

Kom også lidt epoxy på nitten, og før den gennem skæftet og tangen. Bank nitten forsigtigt på plads med en hammer.

Step 9

Fjern overskydende epoxylim og lad limen hærde

Fjern overskydende epoxylim, mens den stadig er våd. Brug en vatrondel med sprit. Når epoxylimen først er hærdet, bliver den væsentligt vanskeligere at fjerne.

Spænd derefter delene sammen med en limklemme – også kaldet en Tvinge i træ. Den hurtigtørrende epoxylim, har sat sig efter cirka 15 minutter, men den er først hærdet efter 20-24 timer. Først derefter kan arbejdet fortsætte.

Step 10

Sav skæftet til i længde og bredde

Når epoxylimen er hærdet, mærkes skæftets endelige bredde og længde op. Det traditionelle ottekantede skæfte, som Keld laver i videoen, er lige langs siderne.

Sav det overskydende træ fra i top, bund og ende efter markeringerne.

Step 11

Find skæftets midterlinje ud fra klingen

Kontroller, at klingen sidder lige i forhold til skæftet.

Keld bruger et enkelt hjemmelavet træplade som hjælpemiddel, som klingen kan ligge på, mens klingens linje overføres til skæftet.

Tegn midterlinjen på begge sider af skæftet. Linjerne viser, om der skal fjernes mere materiale fra den ene side end fra den anden side af klingen.

Step 12

Ret skæftets fire sider af

Keld går efter en tykkelse på omkring 22 mm på skæftet i videoen. Mærk op efter midterlinjen, så der fjernes den rigtige mængde materiale fra hver side, så den kan blive 22 mm. Midterlinjern er 2 mm og derfor skal der være en 1 cm på hver side.

Slib derefter skæftets flader plane på rondel-/tallerkensliberen.

Kontroller først, at maskinens anlæg står vinkelret på slibeskiven (brug en bænkvinkel), og slib ind til de opmærkede linjer.

Step 13

Mærk de skrå kanter op

Når skæftets fire hovedflader er plane, skal de fire hjørner fjernes for at skabe den ottekantede form.

I videoen måler Keld cirka 5 mm (det er det halve af en 1 cm, så der kommer balance i designet) ind fra hver kant og tegner hjælpelinjer langs skæftet. Gentag på alle fire hjørner. Set fra enden kan du nu se den kommende ottekant.

Step 14

Slib de fire skrå flader

Slib hjørnerne væk på rondel-/tallerkensliberen. Hold øje med hjælpelinjerne i begge ender af skæftet, så der fjernes omtrent lige meget materiale langs hele fladen.

Keld grovformer fladerne på maskinen og gemmer den sidste præcise tilpasning til filen. De fire nye flader giver sammen med de oprindelige fire sider skæftets ottekantede form.

Step 15

Fil kanterne skarpe og lige

Spænd kniven op i en knivmagerskruestik. Brug en halvrund fil eller en flad ansatsfil til at rette fladerne og linjerne op efter hjælpelinjerne.

Med et knivmagerskruestik kan du dreje kniven rundt meget lidt, som gør det let at komme til at slibe hele vejen rundt.

En fil giver finere spor end en trærasp og gør det lettere at bevare de skarpe overgange mellem skæftets otte flader.

Step 16

Slib skæftet fra korn 180 til 600

Behold kniven i knivmagerstruestik. Start med korn 180 for at fjerne mærkerne efter filen. Fold sandpapiret omkring en fil eller en anden plan flade i stedet for at slibe direkte med fingrene. Det hjælper med at bevare de skarpe kanter i skæftets 8 kantede form.

Slib i skæftets længderetning. Fortsæt derefter med korn 240, 400 og til sidst 600. Sørg for, at ridserne fra det foregående slibepapir er væk, før du går videre til en finere kornstørrelse.

Step 17

Slib enden og giv skæftet polerpasta og olie

Slib også enden af skæftet med gradvist finere sandpapir. Du kan lægge sandpapiret på en plan overflade og føre enden af skæftet hen over det for at bevare en plan flade.

Når skæftet er slebet færdigt, er det klar til at blive slebet med polerpasta til at fjerne de allersidste sliberidser og den afsluttende behandling med olie.

Klar til at tage din køkkenkniv i brug

Når skæftet er færdigformet og slebet, står du med en personlig japansk inspirende køkkenkniv, hvor både materialevalg, form og finish er med til at give kniven sit eget udtryk.

En god køkkenkniv kræver også løbende vedligeholdelse for at bevare en skarp æg. I vores guides til slibning af knive kan du få hjælp til, hvordan du sliber og vedligeholder din kniv.

Har du fået lyst til at bygge flere knive, kan du også finde flere idéer og guides til knivbygning, hvor du kan hente inspiration til dit næste projekt.

 DEL PÅ DE SOCIALE MEDIER

Bliver du glad for dit nye projekt, vil vi hos Linå rigtig gerne se det også.

Tag et billede af dit projekt og del det på de sociale medier med #LærMedLinå

Vi glæder os til at se det.